19.4.16

Offroad Finnmarken700 2016 af Finn Christensen

Optakten

Min makker og jeg har gennem flere år snakket om Offroad Finnmarken 700, men har hver gang skudt det til hjørne. Lidt som en urealistisk drøm. Begrænsningen har hver gang været os selv. Det er nemt at melde sig til dansk 12-timers løb solo. Det foregår i rimelig kendte rammer med tydeligt afmærkede spor. Med Finnmarken er det noget helt andet, ærefrygten for løbet har hver gang været tungen på vægtskålen. Måske har vi bare været kyllinger. Eller måske er der lidt om snakken. Offroad Finnmarken 700 går for at være et af verdens hårdeste MTB-løb, så en vis respekt for deltagelsen er naturlig. Men nu er det sket. Vi meldte os til i efteråret 2015, hvilket rundt regnet har givet os 10 måneders forberedelse. Hermed lidt om min/vores vej mod målet.

Jeg forsøger hvert år at køre mindst et løb i udlandet. Det giver en fantastisk oplevelse og så er det stærkt motiverende for træningen, ikke mindst i de mørke vintermåneder, hvor det kan være svært at finde lyset eller glæden ved at træne, hver gang. Det er ikke første gang vi træner til et ekstremløb. Og på nogen måder er det for os begge et gensyn med Norge - there is no way like Norway. I 2012 gennemførte vi Ultrabirken (Rena-Lillehammer) og gentog successen i 2013 hvor vi først kørte Ultrabirken (125 km) og dagen efter Birkebeineren (94 km).

I 2014 var jeg en del af en gruppe på seks personer som løste billet til verdens vel nok hårdeste endags MTB-løb, Salzkammergut Trophy A-ruten. Vi var fire (inkl. min Finnmarken makker) der med det yderste af neglene gennemførte. Løbet startede klokken 05.00 om morgenen og sluttede få sekunder før klokken 21.00 om aftenen. Vi havde da gennemført 211,3 km og 7.030 højdemeter. På alle måder et ekstremt løb, men på næsten alle måder også et fedt løb at køre.

Efterfølgende snakkede vi igen om, at vi på et tidspunkt inden vi blev alt for rustne skulle løse billet til ’det der helt igennem ekstreme løb i Nordnorge’. Personligt var jeg ikke helt sikker på, at min krop kunne klare at køre flere dage i træk med hård belastning. For at teste dette blev årets udenlandske løb i 2015 Beskidy Trophy Classic, 280 km fordelt på 4 dage i hedebølge og cirka 10.500 højdemeter. Det gik godt, kroppen kunne holde til det, uden at være kørt helt ned. Men nu skal det være. Den helt store test af hvad der for os (måske) er fysisk muligt.

Tanker om træning     

At træne sig op til dette løb kræver noget helt særligt. Det er ikke 'bare' et løb. Men 'Løbet'. Vi har forsøgt at lægge en plan for træningen, med gradvis opbygning af formen. En træningsform som samtidigt i et vist omfang skal afspejle de forhold løbet afvikles under. Det er naturligvis ikke helt nemt, når man bor i et lille fladt land uden grundfjeld, hvor bakkerne måles med centimeterhånd.

I det følgende vil jeg prøve at give et indblik i, hvordan vi har grebet det an indtil videre. Om det kan anbefales, at følge vores plan ved jeg ikke endnu, men hvis vi gennemfører løbet i august har vi tilsyneladende ikke været helt skævt på den.

Min træning består stort set kun af cykeltræning, da jeg tror det er vigtigt at sidde så meget på cyklen som muligt, så kroppen vænnes til de mange timer. Med andre ord, jeg har endnu ikke suppleret med styrketræning i nævneværdig grad. Regelmæssige rygøvelser er faktisk det eneste jeg foretager mig ud over cykeltræningen. Min erfaring er, at det ofte ikke er de store muskelgrupper i lårene der er problemet, men sener, ledbånd, små muskler jeg ikke troede eksisterede der for alvor gør ondt, når løbet er langt.


Regelmæssig træning

Hen over vinteren har jeg i gennemsnit trænet 3-4 gange om ugen. Uge 7 bød dog på alpint skiløb i Hemsedal. Cykeltræningen er en kombination af flere ting. Det er delt op i asfalt/spor interval/fedtforbrænding. Jeg har tre cykler der trænes forskelligt på: En hardtail, en fully og en crosscykel som jeg primært bruger som racer. Valg af cykel afhænger hver gang af den valgte træningsform. På grund af dårligt vejr i vinter har der været en del indendørscykling. Det har flere gange haft karakter af at være pligttræning. Træningsglæden ved at sidde indenfor har været rigor mortis værdig. Træningsugerne er ikke ens. Jeg er en del af en familie, hvor arbejde, fritidsinteresser osv. æder sig ind på den kostbare træningstid fra alle sider. Men i grove træk har træningen december-marts set således ud:

Tirsdag: Last man standing (asfalt / MTB)        

Der køres en fast kuperet asfaltrute på knap 50 km rundt om byen vi bor i. Til hver træningsaften er vi en mindre gruppe på typisk af 3-10 personer, hvilket næsten altid inkluderer min makker og jeg. Efter et mindre transportstykke på samlet 10 km starter den egentlige træning, rulleskifte hvor gennemsnitsfarten er et stykke over 30 km/t, hvilket inkluderer så mange bakker som muligt. Ideen med træningen er konstant, at ligge i rød pulszone i de 70-75 minutter som træningen varer. Vi kalder træningen for last man standing, da det er reglen frem for undtagelsen, at der falder folk fra undervejs. Det kan skyldes flere forhold. En defekt som punkteringer ventes der normalt ikke på men typisk er det en manglende formkurve der piller folk fra. Træningsformen er ubarmhjertig og til tider angstprovokerende, hvis man rammer en mindre god aften, men gerne vil hænge på hele vejen hjem. Til gengæld er det super syretræning.


Torsdag: Astfalt (MTB) 

Asfalt, 40-45 km. Tempoet lidt under tirsdag, men stadig højt. Det sker at folk falder fra, så individuelle fravalg af træning ikke går ud over hele gruppen som møder op denne dag.

Lørdag

Nu er frosten og sneen ude af jorden. Siden slutningen af februar og marts har vi kørt singletrack i typisk tre timer.

Mandag, onsdag, fredag og søndag

Mindst en af dagene er der lagt individuel træning ind. Typisk en længere landevejstur. Det kunne være en morgentur til København, dvs. fedtforbrænding i tre timer før arbejdsdagen begynder.

Foråret er for alvor ved at slå igennem i Danmark, hvilket gør det endnu sjovere at træne. I april/maj skal der trænes 5-6 gange ugentlig. Gradvist bliver træningspassene hårdere og længere, for langsomt at tilvænne kroppen til de kommende strabadser.

2 comments:

Mikkel Overgaard said...

Hvis jeg må komme med et godt råd, så drop asfaltturene og cross cyklen og kør så meget ujævnt spor som du kan komme til. Du er selv inde på det med at de store muskelgrupper nok skal komme i form. Du kommer til at køre mere ujævnt terræn end du troede der fandtes i verden og det kan asfalttræningen ikke forberede dig på.

vh Mikkel

Unknown said...

Hej Mikkel
Lidt sent svaret, beklager. Men mange tak for tippet. Jeg/vi kører helst mtb, men asfalten er alene af nød hvis alternativet er ingen træning - så den store 24-timers kabale hver dag kan gå op.

Det er svært at forvente det værste, når man ikke ved hvad det er, men jeg/vi prøver at gøre det. I øvrigt. Hvilken gps-enhed brugte du? Tænker selv Garmin800 + et arsenal af powerbanks.
vh
Finn