Euro-Roos OF700 Race Report 2015

Offroad Finnmark is the toughest single stage terrain-cycling race in the world, passing through 700 km of unspoilt wilderness on the Finnmark mountain plateau. The trail follows forest paths, back roads and reindeer migration trails.  Some sections have no paths whatsoever, making the cycling extremely demanding.  In certain areas the riders have to carry their mountain bikes across hundreds of streams and rivers of various sizes.  Riders climb approximately 10,000 vertical meters along the way.  The race would not be possible had it not been for the midnight sun.  24 hours of daylight ensures that the race can be completed over three to four days.

In July 2015, Simon Vandestadt and Tom Crebbin (Team Euro-Roos) travelled north to Alta in Norway, and attempted to become the first Australians to complete the full course.

Looking back on our goals for the OF700, I count more boxes ticked than crossed.   In spite of falling tantalizingly short of the 700km needed to finish the event, this was no fail.  Tom and I were in awe of the Finnmark wilderness we had crossed, had forged new friendships and along with thirty or so ‘exceptionally vigorous and a little crazy amateurs’ had tested our physical and mental limits in what is undoubtedly the toughest single stage MTB race on the planet.

We both had the form and experience to complete this MTB ultramarathon, subject to breakdown of either bike or body.  If we succeeded, we would be the first Australian team to do so.  In the end our bodies were the weakest link.  Unfortunately, we thought Tom would be able to ride his hardtail over the rocky quadbike tracks and marshes.  But all time spent out of the seat, coupled with a substantial amount of walking over boulders in the first 250km, strained Tom’s Achilles forcing him out at Karasjok.

The Danish Team Superior boys and their tireless family support crew kindly adopted me as their own, which meant I could continue without Tom. Together we made good progress, at least until the final pass through Suossjavri at 600km.  The previous 55km had been a tough slog taking us seven hours to cross trackless terrain in unusually warm weather and had me wishing I’d eaten a bucket of pasta in Masi, rather than the potato chips and Coke I had managed to guzzle down.  The next 55km to Jotka had taken five hours to ride in training, but even familiarity with the track and a gradually approaching finish in Alta was no match for the headwind, pain and exhaustion I was suffering after three and a half sleep deprived days of cycling.

While Team Superior had encouraged me to keep riding past Suossjavri, the seven hours it eventually took to get to Jotka, convinced me I was so depleted that if I attempted the last stage I might crash, jeopardizing Team Superior’s chance of finishing before the cut-off.  What’s more Jotka is an arctic oasis hidden deep in windswept landscape where nothing but endless marshland and a few distant mountain tops buttresses the horizon.  After 658km and 84 hrs, I was out – allowing the warmth from the log fire and a cooked breakfast to recharge me as I dozed in my sweat soaked kit on a couch.
So what were the lessons learned from the experience – that most brutal of teachers.

There is no doubt we were all hurting at Jotka.  In my case, my back, feet, knees and legs had all held up well.  Serious swelling of my lower legs only kicked in later that evening, but it didn’t stop me walking about or getting down to the Ishavskraft Banquet and prize ceremony.  My hands had taken a beating from the road vibration and were numb from the palms to the fingers.  I still feel some lost sensitivity six months later.  However, on top of the general tiredness, the overriding pain was from the saddle area.  It’s hard to explain exactly how sore that area gets, as there were definitely no saddle sores, just bruised bum bones and chafing of the undercarriage that no amount of chamois cream can sooth.  While it would be at least a week before I’d dare sit on a bike seat again, the general tiredness passed very quickly - following breakfast at Jotka, a couple of hours sleep and a few more cups of coffee I was beginning to wonder why I’d stopped.

Was there anything else I might have done to get myself over the line, or advice that other teams preparing for the OF700 might like to consider?

Lesson 1: Get your head right.  Once I could no longer complete the event with Tom and the weariness and pain became intense the goal to finish waned.  It was way too easy to find excuses and let the Team Superior boys continue without me ... I’m slowing down … they are speeding up … they are not hurting as much … I’m going to crash and they are not going to finish … this is far enough … I have nothing more to prove … I don’t need the finisher T-Shirt!  What’s your Plan B?  What new mind games can you conjure to stay focused at 600+ Km?  Take a break.  Regroup.  Tape your mantra to the handlebar, repeat it over and over and finish!

Lesson 2: You are what you eat.  The race organisers estimated the fastest time would be around 60 hrs, including compulsory breaks and feed stops.  The winning time was 74 hrs – a 25% overshoot.  The last team to complete the course finished one hour before the cut-off, after 95 hrs in basically ideal conditions.  Plan breaks to refuel and enjoy the plentiful food on offer at every checkpoint.  Continue to eat regularly and carry enough calories and variety for anything up to 10 hrs between checkpoints.

Lesson 3: Gear up.  Don’t attempt this race on a hard tail.  The rocky tracks are unlike anything you are likely to have ridden anywhere else in the world.  The entire surface is essentially remnant glacial rubble, partially overgrown with arctic scrub, crossed by rivers and bog that drain the copious snow melt all summer.  Compliant dual suspension, wide diameter tyres with moderately aggressive tread, toughened side walls, low air pressure, carbon rims, spare spokes, a plush or cut-out seat are all highly recommended.  Wide-ratio 1 x 11 gear configuration is probably simpler and easier to keep clean than a 2 x 10 configuration.  Widened handlebar grips will help dampen road vibration and provide more hand hold variation.  Even with good weather, there will be times when you will be cold.  Full cover Gortex® riding jacket and pant shell, a dry wool thermal, headgear and a mosquito head net (or two, they tend to get lost) are minimum kit requirements to carry at all times[1].  If not for the weather, to keep the voracious mosquitos off when you stop for repairs or to eat.  Abundant chamois cream to reapply at each checkpoint!

Lesson 4: Fly by wire.  We used a GARMIN GPSMAP 64s for navigation.  The screen needs to be on all the time so you don’t miss subtle changes in direction of the track (when you can find one).  Battery life is a critical factor.  We used and carried replacement lithium AA batteries and got at least 12 hours’ life out of each fresh set.  The button controls are ideal for use on rough terrain, in rain and with cold hands, and are an advantage over touch screen controls in my view.  The satellite reception is excellent and map updating fast.  GPS systems use a different logic to bike computers, so if you are not familiar with them make sure you get plenty of practice loading maps, navigating and reading the map at different scales before you start.  You will also need a decent Wifi connection to download the GARMIN maps, extra cable ties and gaffer tape to secure the mount to the head stem.

Lesson 5: A little help from friends.  We could not have begun this odyssey without the support of our partners and enormous encouragement from friends and family around the world.  From the warmest hospitality in Alta, Conny and the OF Team’s regular updates, the Full Rule boys for fixing some last minute mechanical glitches, Team Superior and their support crew for taking me along and Tom’s willing and unreserved commitment to an expedition unlike any other, for a laugh and a genuinely epic experience in the rawest arctic wilderness.

The OF700 is much more an adventure race on a bike than a traditional mountain bike race – something we were ready for.  We may have been a bit crazy to begin with, or to fear we might see polar bears along the way, but we were privileged to take on this challenge and to be embraced by the arctic people and their formidable homeland.  If you are into extreme adventure, why not give it a try?  You can’t fail.


[1] Note: refer to current Race Regulations for all mandatory equipment requirements.

Måske verdens mest ekstreme MTB-løb

af Esben H. Kronborg, vinder af offroadfinnmark700 2013

Indtrykkene er næsten uoverskuelige, og jeg har lovet min fantastiske hustru og kollega, at jeg vil gøre dette relativt kort. Det bliver dog svært - Finnmarken er alt for uendelig og indtrykkene for mange.

Jeg vil forsøge at give et indtryk af min deltagelse i Off Road Finnmark 700 2013 sammen med en sejlivet og fantastisk viking, Erik Skovgaard Knudsen. Test af udstyr og mere detaljerede beskrivelser bliver måske beskrevet senere hen. Lige nu er dette sekundært i forhold til den oplevelse dette vanvittige løb har givet os.

Forestil dig Finnmarkens uendelige landskab med 400 millioner år gamle fjelde oplyst døgnet rundt af midnatssolen, der kun kortvarigt forsvinder under horisonten. På afstand ser landskabet meget goldt ud, men helt tæt på åbner der sig en verden af liv, der har travlt med at udnytte den korte sommer inden vinteren igen overtager ødemarken. Over alt spejles himlen i de utallige søer, der ofte omkranses af kæmpe vådområder dækket af lav, lysegrøn bevoksning.
Gennem dette mægtige landskab kæmper mtb-ryttere i par sig frem. Ikke bare i et par timer, men i mellem to og tre døgn - eller mere. Det ene øjeblik i høj fart over toppe via let stenede spor skabt af ATV'ernes arbejdskørsel på vidderne, det andet øjeblik hårdt kæmpende i lavningerne gennem bundløst mudder eller til fods gennem en glasklar elv.

Løbet i sin enkelhed

Offroadfinnmark 700 og for den sags skyld også den kortere version på 300 km er et meget usædvanligt koncept, der har sine rødder i hundeslædeløbet i samme område. Rytterne sendes afsted fra Nordlysbyen Alta og forude venter der een lang rundstrækning, som deltagerne har på GPS. Undervejs er der en række checkpunkter, hvoraf det på tre af disse er obligatorisk og helt sikkert tiltrængt at blive i 3 timer. Ellers er det bare om at holde så høj hastighed som muligt og begrænse tiden på de øvrige checkpunkter. Tiden stopper først, når mållinjen krydses 700 km senere i Altas gågade - i øvrigt til den varmeste velkomst fra de mange lokale tilskuere, man kan forestille sig. I dette løb er alle, der gennemfører, vindere!

Tre ting, du kan regne med

Der er mange ubekendte faktorer i dette løb: terræn, vejr, defekter, skader osv. kan lynhurtigt tilføje rytteren nye udfordringer. Nogle ting er dog helt sikre i dette løb, der egentlig er meget mere end blot et mtb-løb. For det første: Du vil blive mere træt og slidt end du sandsynligvis nogensinde før har været, og du vil blive tvunget til at grave dybere efter energi og motivation end du troede, var muligt. For det andet: Kontrasten mellem Finnmarkens øde, barske og uendelige udfordringer og lokalbefolkningens oprigtige gæstfrihed og overvældende interesse for løbet og din deltagelse vil overmande dig og lege med dine følelser for dette sted så langt mod nord, at du aldrig kommer til at slippe det igen. For det tredje: Kommer du igennem, uanset placering, så har du vundet en sportslig sejr, der giver associationer til forsvundne manddomsprøvers udfordringer og efterfølgende anseelse.

2 x Offroad Finnmark 700

Offroad Finnmark 700 er en holdkonkurrence for hold a to eller tre personer. I 2009 prøvekørte jeg uden for konkurrencen dette vanvittige løb som solorytter. Jeg søgte efter en ekstrem udfordring og løbsledelsen ville gerne have testet en eventuel fremtidig soloklasse. Oplevelsen var helt utrolig og har ikke siden sluppet mig, men vi blev enige om, at det fremover vil være uansvarligt at have en soloklasse i dette løb. Konsekvenserne er simpelthen for alvorlige. Derfor er og bliver jeg i følge daglig leder Jørund Greibrokk den eneste solorytter i dette løb. Min deltagelse fangede dog Erik Skovgaard Knudsens interesse, og det har med jævne mellemrum været drøftet, om ikke vi skulle danne team i dette løb. I starten af 2013 er Erik en tur i Slettestrand og han spørger næsten lidt henkastet, om ikke det skal være i år. Denne slags beslutninger burde kræve nøje overvejelser, men efter noget der minder en om et impulsindkøb i supermarkedet er det bestemt, at i år skal det være, og vi skal ikke bare deltage, vi skal vinde - eller vi vil i hvert fald gøre, hvad vi kan for at trække en sejr hjem. Eriks imponerende kampmoral og seriøsitet virkede som en katalysator for den fornemmelse af, at jeg tilbage i 2009 ikke rigtig havde gjort det færdigt. Jeg deltog jo uden for konkurrence og kørte dengang mere imod mig selv, hvilket på det tidspunkt var det helt rigtige at gøre. Efterfølgende har jeg dog ofte tænkt på, hvordan jeg den gang kunne have klaret mig i konkurrencen, hvis jeg havde kørt sammen med en makker og med konkurrenceelementet tættere på kroppen.

Den perfekte makker

 

I mine øje er Erik en af de mest komplette og stærke amatør mtb-ryttere. Få personer rummer både styrke, psyke, erfaring og køretekniske færdigheder på dette niveau. Jeg anser mig selv som en mtb-rytter med gode tekniske færdigheder og mine over 20 år på mountainbike har givet mig en god slidstyrke og erfaring. Jeg er desuden en slider, der helt sikkert vil blive ved om jeg så bogstaveligt skal kravle i mål. Men en ting er, at man har viljen. I konkurrencer skal styrken også være der og gennem hele forberedelsen har mit fokus ligget på at forberede mig dels så godt som muligt på at køre så økonomisk som muligt i det terræn, jeg fra 2009 kender ret godt, dels på at blive hurtigere på de stræk, hvor jeg ved, at Erik er væsentligt stærkere. Med andre ord, så skulle Finnmarken ikke få lov til at knække mig og Erik skulle ikke blive tvunget til at vente mere på mig, end hvad der er uundgåeligt i al holdsport, hvor der kæmpes mod uret. Træningen i over et halvt år har på grund af udfordringen været helt og aldeles fokuseret på udfordringen i nord. Jeg har kørt andre løb, da det er en god måde at teste niveauet på, men jeg har ikke prioriteret disse løb. Således kan jeg sagtens have rundet 25-30 timer i uger med danske liga-løb. Min fordel og udfordring ligger i, at jeg kan medregne en del af min arbejdskørsel som MTB-instruktør som træning. Da en væsentlig del af min arbejdstid foregår på cyklen kan timerne let løbe op, hvilket er en fordel i forhold til at vænne sig til de mange timer i sadlen, men også en stor udfordring for den mere kvalitative træning. Det handler dog altid om at få det bedst mulige ud af de rammer, man har, uden at det går ud over de virkelig vigtige ting i tilværelsen; underforstået min fantastiske hustru og vores to drenge på et og tre år.

Verdens længste døgn

Før starten satsede Erik og jeg på kort efter start at sidde med på en sektion med en del singletrack. Vi ville ikke sænkes af andres eventuelle kørefejl, men omvendt ville vi heller ikke brænde for meget krudt af så tidligt i løbet. Lidt følgeskab af andre, fx Christian Gammelgård og Per Thomsen fra Cycling Nord / Aalborg mtb-udlejning ville desuden være fint på nogle af grusvejsstrækkene væk fra Alta efter startloopet på lidt over to timer. En plan holder dog sjældent meget længere end til startskuddet og da vi kort efter starten sultne på de mange kilometre lagde os i front på single track'en, opstod der et hul bag os. Måske vi allerede her havde glemt vores lidt defensive plan. Herfra kørte vi alene indtil vi 2 dage5 timer og 35 minutter senere kunne køre i mål. Da vi startede regnede vi med, ligesom arrangørerne, at vi skulle bruge tæt på tre dage på strækningen, men det endte med at gå lidt hurtigere. Vi fik meldinger undervejs, som indikerede, at vi skabte et meget stort hul til konkurrenterne og halvvejs i løbet talte vi om, at vi godt kunne sætte tempoet lidt ned, uden at risikere vores placering. Det holdt dog aldrig længere end et par minutter, for Offroad Finnmark handler ikke kun om konkurrencen, det handler i lige så høj grad om den indre konkurrence, hvor det for den enkelte handler om at klare det så godt som muligt og nå hele vejen til mål.

Ellers talte vi ikke meget sammen. Det begrænsede sig stort set til nogle få anerkende kommentarer med nogle timers mellemrum. Vi havde på forhånd aftalt, at vi ville gennemføre uanset hvad og at målet var at indtage det øverste trin på podiet. Denne målsætning blev aldrig overvejet undervejs, hvilket nok er en af årsagerne til det fornuftige og stabile tempo, vi har formået at holde. En anden årsag er vores utrolige lighed i det ekstreme terræn, hvor der hele tiden skal arbejdes fokuseret på at vinde fart og flow uden at det koster for meget energi. På de relativt begrænsede strækninger på vej, ca 5% af strækningen, viste Erik imponerende styrke og jeg var glad for de timer, jeg i træningen har brugt på hometraineren og Annika Langvads gamle enkeltstartcykel, som Principia stilte til min rådighed. Det gjorde mig i stand til at holde hjul, lukke småhuller og på et enkelt delstræk på "den uendelige grusvej" på vej til Kautokeino at tage nogle fornuftige føringer. Det skal ikke lyde som om, at de små 700 km var en let tur for os. Vi kæmpede med kramper, ekstrem træthed, hvor man må slå sig selv i ansigtet for at holde sig vågen og både ledsmerter og gener forvoldt af de mange timer i sadlen. Fordøjelsen slår ind i mellem nogle knuder, der gør indtaget af føde til en kamp. Mentalt har man selvfølgelig også både op og nedture. Men ingen af disse ting kom som en overraskelse for os og da der ikke er tale om overraskelser, har vi kunnet forberede os på det i vores træning. Utroligt mange gange under træningen har jeg mindet mig selv om, hvor ondt det kommer til at gøre, hvor slidt jeg bliver og hvor håbløst de uendelige kilometre kan synes, når man til fods finder vej igennem en uvejsom passage.

Jeg vil påstå, at uanset hvor godt forberedt man er, vil alle deltagere i dette løb opleve at blive presset ud over kendte grænser. Løbets form kombineret med rammerne er ubarmhjertige og til tider uoverskuelige. En ting er selv at komme i mål og opleve kontrasten mellem ødemarken og den varmeste velkomst fra en hel lokalbefolkning og senere hen folk, der har fulgt med på stor afstand. Det er klart, at dette er noget helt specielt. Men det er også noget helt specielt at være med til at tage imod andre deltagere, da det hos de fleste er ret tydeligt, at man på de slidsomme kilometre, flere gange bliver presset ud over kanten og opslidende må kæmpe sig vej tilbage igen. Man er fanget på en streg på GPS-en og der er kun en vej ud derfra, men den kan synes uendelig lang, når tiden står stille under verdens længste døgn.