I vinter vandt heldige jeg en start i Offroad Finnmark 300 2013 i lodtrækningspræmie ved
Slushcup.
Heldigvis er min bedre halvdel, Henrik, også mountainbike-entusiast, så
selv om han udgør den mere fornuftbetonede del af duoen, var han ikke
svær at overtale til turen til Nordnorge. Offroad Finnmark er ikke bare
et mountainbikeløb. Det er en totaloplevelse, der kræver mange
forberedelser, og derfor bliver følgende også en længere føljeton.
Ankomst til Finnmarken
Hvis
man skal være godt forberedt på al slags uheld og vejr, skal man have
virkelig meget udstyr med til Finnmarken. Det tog det meste af en dag
for os at pakke, foruden adskillige indledende øvelser på at få cyklerne
ned i cykelkufferterne.
Ankomsten til Alta blev kendetegnende for
resten af oplevelsen. Vi landede i Alta i høj sol og 23 grader kl.
21.30 og blev hentet i lufthavnen af frivillige fra Offroad Finnmark.
Meget flot service, som bestemt ikke var forventet. De næste dage skulle
det vise sig, at den overstrømmende gæstfrihed og hjælpsomhed er det,
der kendetegner Offroad Finnmark og gør det til en særligt god
oplevelse.
Vi brugte en dag på at se lidt på Alta og cykle de
første stykker af ruten, stadig i høj sol. Dagen før raceday flyttede vi
fra hotel ud på Gakori-skolen, hvor man kunne bo billigt i forbindelse
med løbet. Her blev vi kongeligt modtaget af Maria, som passede de 16
ryttere, der overnattede på skolen, med stor omsorg. Maria var på skolen
i døgndrift og var både madmor, infocenter og chauffør. Der var fine
forhold på skolen, og det var hyggeligt at få lejlighed til at møde
nogle af frivillige og de øvrige deltagere både før og efter løbet.
36 timer i Finnmarken
Der
findes to udgaver af Offroad Finnmark: 300 km og 700 km for de
hardcore. Kun 10 hold deltog i 700 (hvor danske Racing 29'ers vandt og
danske Team Craft fra Aalborg blev nr. to) imod 47 hold i vores
300-distance, hvoraf to var kvindehold og 13 var mixhold. Løbet køres
efter et GPS-spor, som på forhånd er lagt ind i GPS'en. Mange hold havde
kun en GPS pr hold og flere havde også problemer med at følge sporet.
Vi havde hver vores Garmin 605 og 705 og det fungerede perfekt. Henriks
Garmin fik et kort black out på et tidspunkt, og så var det meget
betryggende, at man havde to.
I foråret havde vi talt om
ambitionerne for løbet. Jeg mente, at det var realistisk at gå efter en
podieplacering. Henrik, der er gammel spejder og udstyrsansvarlig i
husstanden, havde læst alle informationer på Offroadfinnmark.no samt de
beretninger fra tidligere deltagere. Han fastholdt, at det nok blev en
større udfordring, end jeg forventede. I slutningen af juni ændrede
forudsætningerne for løbet sig markant, da jeg fandt ud af, at jeg var
gravid. Efter overvejelser besluttede vi at forsøge os, selv om jeg
ville være i 10. uge på løbstidspunktet. Målsætningen blev ændret til,
at vi skulle få en oplevelse ud af det - gennemføre, hvis jeg følte mig
godt tilpas, stå af, hvis det føltes forkert - og i øvrigt holde så
mange pauser undervejs, som tidsgrænsen tillod.
De første 100 km
Løbet
startede torsdag aften, hvilket var meget publikumsvenligt, men gjorde
det ekstra hårdt, da man meget tidligt på turen kommer i søvnunderskud.
Desværre havde vejrudsigten ændret sig, og det var nu overskyet med
udsigt til lidt regn. Første etape var en rundstrækning på 50 km omkring
Alta, hvor man kom tilbage til start, før man begav sig ud i Finnmarken
på anden etape. Vi kom fint fra start og var tilbage i Alta som hold
nr. 31.
I
Alta holdt vi en lang pause, vaskede cykler og spiste en stor madpakke.
Belært af de forgående uger vidste jeg, at jeg var nødt til at få noget
at spise ofte for at undgå at blive dårlig med kvalme, så en stor del
af vores oppakning bestod af madpakker, energibarer, geler, og
kviklunch.
Generelt for hele løbet tog vi lange pauser ved
checkpunkterne, fik rigelig mad og vaskede og smurte cyklerne hver gang.
I modsætning til mange andre, havde vi absolut ingen mekaniske
problemer. Udstyret spillede hele vejen, ingen punkteringer og gearene
skiftede fint trods det mudrede terræn. Vejret var kedeligt gråt det
meste af turen, men heldigvis varmt med laveste temperatur omkring 11
grader.
Efter første etape gik turen opad mod Finnmarksplateauet
og det 'rigtige' terræn, hvor vi endnu ikke vidste, hvad der ventede os.
Anden etape forløb fint, og stort set alt kunne køres. Vi lå og
skiftede lidt til at overhale og blive overhalet, alt efter hvad
terrænet krævede af kondi og teknik. Et par kg og en liter ekstra blod
gør sjovt nok ikke en hurtigere opad, men på de tekniske stykker jublede
vi over vores cykler og affjedring. Offroad Finnmark anbefaler
fuldafjedrede cykler, og vi havde til lejligheden derfor opgraderet
udstyret med trail-orienterede fullys, hvilket vi bestemt ikke har
fortrudt siden. Ca. halv to om natten nåede vi Jotka Fjellstue, hvor vi
havde planlagt en længere pause og et hvil.
Prøvelserne begynder
Der
var mange ryttere ved Jotka. I beskrivelsen havde vi læst, at her var
madrasser, og ganske rigtigt var der også 8 senge, men de frivillige
havde tilsyneladende ikke tænkt, at nogen ville hvile her, så vi blev
holdt vågne af de øvrige deltagere, der gik ind og ud, samt af
velmenende frivillige, der var bange for, at vi ikke ville kunne nå at
gennemføre løbet. Vi fik hvilet lidt og tog lettere groggy af sted fra
Jotka ved firetiden som næstsidste hold. Det næste par timer var rigtig
hårde for mig, søvndepravation spiller ikke super godt sammen med tredje
måned af en graviditet. Jeg førte derfor det meste af tiden, så jeg
kunne sætte tempoet, og Henrik sørgede venligt, men bestemt for, at jeg
fik kørt rigeligt med kviklunch og energibarer ind, hvilket hjalp meget.
Vi
hentede et par hold undervejs, selv om etapen var ret opslidende på
grund af rigtig mange 'myrpasseringer' - lange, lange stykker med
mosegrund, hvor man måtte trække/bære cyklen i muddervand. Hver gang man
kunne glæde sig over at få fart i cyklen på en nedkørsel, kunne man
regne med at få glæden slukket, når nedkørslen endte i et mosehul.
Etapen tog os næsten 8 timer, og det var en stor glæde at møde en
sandvej på det sidste stykke til checkpunktet. Efter mad og cykelvask
gik det hurtigt nedad på den måske fedeste etape. Jeg husker den primært
for den længste nedkørsel, jeg nogensinde har kørt, på en stenet
sandvej i et fedt terræn, der sluttede med 6 km asfalt, hvor Henrik fik
lov at tage modvinden frem til næste checkpunkt. Ved
Soussjavri-checkpunktet fik vi en fantastisk forplejning med varm
fiskesuppe med torsk og laks, som gav modet tilbage - nu var vi jo
halvvejs.
Nu bliver du søvnig - du bliver rigtig søvnig...
Næste
etape til Masi startede rigtig godt de første par timer, men så
begyndte terrænet at blive mere og mere udfordrende med elvkrydsninger,
lange stykker med myr og mudder og passager uden nogen form for spor at
følge. Ud på eftermiddagen begyndte udmattelsen at sætte ind, og jeg
begyndte at overveje, om vi skulle stå af ved næste checkpunkt, som
forekom uendelig langt væk. Jeg måtte en enkelt gang lægge mig i
Finnmarkslavet og sove i tre minutter, mens Henrik tog noget af min
oppakning over i sin taske. Så fik jeg en gel i munden og besked på, at
vi skulle videre, og overraskende nok hjalp det faktisk at sove tre
minutter. Endelig nåede vi til
nedkørslen til Masi,
hvor vi oplevede, at den barnlige glæde ved at gi' cyklen gas over 500
højdemeter ikke bliver mindre, selv om man er udmattet af søvnmangel.
Kroppen svarer igen
Ved
Masi-checkpunktet var der en to-timers obligatorisk pause, hvor vi fik
bad og varm mad og en trekvarters-skraber. Efter knap tre timers pause
var vi på vej ud på de sidste 100 km med indstillingen '100 km, det
klarer vi sgu, den sidste etape er jo med asfalt tilbage til byen'.
Desværre havde mine knæ ikke haft specielt godt af pausen (ja, nok
nærmere af de 200 forudgående km i Finnmarken) og gjorde nu meget ondt.
Da etapen efter få km bød på 500 hm stigning var vi ret udfordrede, da
mine knæ gjorde så ondt, at jeg næsten ikke kunne træde eller gå. Det er
helt normalt, at rytterne får ondt og tager en masse smertestillende,
koffein mv. undervejs. Det afholdt jeg mig fra, da jeg fra start havde
besluttet, at jeg gerne ville kunne mærke, hvordan jeg havde det
undervejs. Oven i elendigheden begyndte det også at regne, men så fik vi
da glæde af det regntøj, vi havde slæbt med os i 200 km.
Løsningen
blev en cykelslange bundet i Henriks taske, som jeg kunne holde i og
kun træde så meget, som knæene tillod. Sådan trak Henrik mig de næste 20
km, hvor det lykkedes os at overhale et andet hold, der trak op ad,
hvilket udløste klapsalver til Henrik.
Den lange rejse tilbage
Ved
næste checkpunkt, Suolovuombi, blev vi mødt af opmuntrende frivillige,
der mente, at nu var det bare en 5-6 timer til Alta. Det holdt ikke
stik. Terrænet blev igen en prøvelse, først med mange mudderhuller og
krappe stigninger, som mine knæ ikke kunne klare, og derefter 'bare'
meget myr. Vi måtte af og på cyklerne 100 gange, og bevægede os i
gennemsnit med ca. 4 km i timen. Det var nu Henriks tur til at miste
modet, og irritationen over terrænet steg.
Vi
vidste, at vi havde ca. 700 højdemeter, vi skulle smide, så det måtte
begynde at gå nedad på et tidspunkt. Efter hvad der føltes som
evigheder, kunne vi pludselig i disen skimte en skikkelse og høre en
radio. Og midt ude i Finnmarken ved Beskades stod der pludselig fire
norske tilskuere kl. 2 om natten og heppede. Kort efter mødte vi en
velsignet grusvej og de første rensdyr, vi så på turen. Og så gik det
ellers nedad til næstsidste checkpunkt. Turen tilbage til Alta blev
hårdere end forventet, selv om vi kendte ruten. Vi var brugt og færdige,
havde ondt i røven efter over et døgn i sadlen, og begyndte at skulle
tisse konstant. Vi var helt enige om at glædes over, at det kun var 300
og ikke 700 km, vi skulle gennemføre. Den allersidste bakke måtte
Henrik trække begge cykler op, og det gik usandsynligt langsomt.
Jeg
fældede en lille tåre da vi - næsten som de sidste - kørte over
målstregen kl. 5.52 lørdag morgen. Mest fordi det trods alt var gået så
godt. Vi sluttede nr. 11 i mixklassen 13 timer efter vinderne, og nr. 35
samlet. Vi var suverænt det hold, der holdt længst pauser, 7 timer og 9
minutter i alt.
Det var skønt at komme tilbage til Gakori-skolen
og blive modtaget af Maria med spejlæg og bacon og et varmt bad. Jeg gik
ud som et lys før jeg var kommet ordentligt i soveposen. Om aftenen var
der afslutningsfest - en rigtig hyggelig anledning til at dele sine
oplevelser med andre ryttere.