Ankomst til Finnmarken
Hvis man skal være godt forberedt på al slags uheld og vejr, skal man have virkelig meget udstyr med til Finnmarken. Det tog det meste af en dag for os at pakke, foruden adskillige indledende øvelser på at få cyklerne ned i cykelkufferterne.
Ankomsten til Alta blev kendetegnende for resten af oplevelsen. Vi landede i Alta i høj sol og 23 grader kl. 21.30 og blev hentet i lufthavnen af frivillige fra Offroad Finnmark. Meget flot service, som bestemt ikke var forventet. De næste dage skulle det vise sig, at den overstrømmende gæstfrihed og hjælpsomhed er det, der kendetegner Offroad Finnmark og gør det til en særligt god oplevelse.
Vi brugte en dag på at se lidt på Alta og cykle de første stykker af ruten, stadig i høj sol. Dagen før raceday flyttede vi fra hotel ud på Gakori-skolen, hvor man kunne bo billigt i forbindelse med løbet. Her blev vi kongeligt modtaget af Maria, som passede de 16 ryttere, der overnattede på skolen, med stor omsorg. Maria var på skolen i døgndrift og var både madmor, infocenter og chauffør. Der var fine forhold på skolen, og det var hyggeligt at få lejlighed til at møde nogle af frivillige og de øvrige deltagere både før og efter løbet.
36 timer i Finnmarken
Der findes to udgaver af Offroad Finnmark: 300 km og 700 km for de hardcore. Kun 10 hold deltog i 700 (hvor danske Racing 29'ers vandt og danske Team Craft fra Aalborg blev nr. to) imod 47 hold i vores 300-distance, hvoraf to var kvindehold og 13 var mixhold. Løbet køres efter et GPS-spor, som på forhånd er lagt ind i GPS'en. Mange hold havde kun en GPS pr hold og flere havde også problemer med at følge sporet. Vi havde hver vores Garmin 605 og 705 og det fungerede perfekt. Henriks Garmin fik et kort black out på et tidspunkt, og så var det meget betryggende, at man havde to.I foråret havde vi talt om ambitionerne for løbet. Jeg mente, at det var realistisk at gå efter en podieplacering. Henrik, der er gammel spejder og udstyrsansvarlig i husstanden, havde læst alle informationer på Offroadfinnmark.no samt de beretninger fra tidligere deltagere. Han fastholdt, at det nok blev en større udfordring, end jeg forventede. I slutningen af juni ændrede forudsætningerne for løbet sig markant, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Efter overvejelser besluttede vi at forsøge os, selv om jeg ville være i 10. uge på løbstidspunktet. Målsætningen blev ændret til, at vi skulle få en oplevelse ud af det - gennemføre, hvis jeg følte mig godt tilpas, stå af, hvis det føltes forkert - og i øvrigt holde så mange pauser undervejs, som tidsgrænsen tillod.
De første 100 km
Løbet startede torsdag aften, hvilket var meget publikumsvenligt, men gjorde det ekstra hårdt, da man meget tidligt på turen kommer i søvnunderskud. Desværre havde vejrudsigten ændret sig, og det var nu overskyet med udsigt til lidt regn. Første etape var en rundstrækning på 50 km omkring Alta, hvor man kom tilbage til start, før man begav sig ud i Finnmarken på anden etape. Vi kom fint fra start og var tilbage i Alta som hold nr. 31. I Alta holdt vi en lang pause, vaskede cykler og spiste en stor madpakke. Belært af de forgående uger vidste jeg, at jeg var nødt til at få noget at spise ofte for at undgå at blive dårlig med kvalme, så en stor del af vores oppakning bestod af madpakker, energibarer, geler, og kviklunch.
Generelt for hele løbet tog vi lange pauser ved checkpunkterne, fik rigelig mad og vaskede og smurte cyklerne hver gang. I modsætning til mange andre, havde vi absolut ingen mekaniske problemer. Udstyret spillede hele vejen, ingen punkteringer og gearene skiftede fint trods det mudrede terræn. Vejret var kedeligt gråt det meste af turen, men heldigvis varmt med laveste temperatur omkring 11 grader.
Efter første etape gik turen opad mod Finnmarksplateauet og det 'rigtige' terræn, hvor vi endnu ikke vidste, hvad der ventede os. Anden etape forløb fint, og stort set alt kunne køres. Vi lå og skiftede lidt til at overhale og blive overhalet, alt efter hvad terrænet krævede af kondi og teknik. Et par kg og en liter ekstra blod gør sjovt nok ikke en hurtigere opad, men på de tekniske stykker jublede vi over vores cykler og affjedring. Offroad Finnmark anbefaler fuldafjedrede cykler, og vi havde til lejligheden derfor opgraderet udstyret med trail-orienterede fullys, hvilket vi bestemt ikke har fortrudt siden. Ca. halv to om natten nåede vi Jotka Fjellstue, hvor vi havde planlagt en længere pause og et hvil.
Prøvelserne begynder
Der var mange ryttere ved Jotka. I beskrivelsen havde vi læst, at her var madrasser, og ganske rigtigt var der også 8 senge, men de frivillige havde tilsyneladende ikke tænkt, at nogen ville hvile her, så vi blev holdt vågne af de øvrige deltagere, der gik ind og ud, samt af velmenende frivillige, der var bange for, at vi ikke ville kunne nå at gennemføre løbet. Vi fik hvilet lidt og tog lettere groggy af sted fra Jotka ved firetiden som næstsidste hold. Det næste par timer var rigtig hårde for mig, søvndepravation spiller ikke super godt sammen med tredje måned af en graviditet. Jeg førte derfor det meste af tiden, så jeg kunne sætte tempoet, og Henrik sørgede venligt, men bestemt for, at jeg fik kørt rigeligt med kviklunch og energibarer ind, hvilket hjalp meget. Vi hentede et par hold undervejs, selv om etapen var ret opslidende på grund af rigtig mange 'myrpasseringer' - lange, lange stykker med mosegrund, hvor man måtte trække/bære cyklen i muddervand. Hver gang man kunne glæde sig over at få fart i cyklen på en nedkørsel, kunne man regne med at få glæden slukket, når nedkørslen endte i et mosehul. Etapen tog os næsten 8 timer, og det var en stor glæde at møde en sandvej på det sidste stykke til checkpunktet. Efter mad og cykelvask gik det hurtigt nedad på den måske fedeste etape. Jeg husker den primært for den længste nedkørsel, jeg nogensinde har kørt, på en stenet sandvej i et fedt terræn, der sluttede med 6 km asfalt, hvor Henrik fik lov at tage modvinden frem til næste checkpunkt. Ved Soussjavri-checkpunktet fik vi en fantastisk forplejning med varm fiskesuppe med torsk og laks, som gav modet tilbage - nu var vi jo halvvejs.Nu bliver du søvnig - du bliver rigtig søvnig...
Næste etape til Masi startede rigtig godt de første par timer, men så begyndte terrænet at blive mere og mere udfordrende med elvkrydsninger, lange stykker med myr og mudder og passager uden nogen form for spor at følge. Ud på eftermiddagen begyndte udmattelsen at sætte ind, og jeg begyndte at overveje, om vi skulle stå af ved næste checkpunkt, som forekom uendelig langt væk. Jeg måtte en enkelt gang lægge mig i Finnmarkslavet og sove i tre minutter, mens Henrik tog noget af min oppakning over i sin taske. Så fik jeg en gel i munden og besked på, at vi skulle videre, og overraskende nok hjalp det faktisk at sove tre minutter. Endelig nåede vi til nedkørslen til Masi, hvor vi oplevede, at den barnlige glæde ved at gi' cyklen gas over 500 højdemeter ikke bliver mindre, selv om man er udmattet af søvnmangel.Kroppen svarer igen
Ved Masi-checkpunktet var der en to-timers obligatorisk pause, hvor vi fik bad og varm mad og en trekvarters-skraber. Efter knap tre timers pause var vi på vej ud på de sidste 100 km med indstillingen '100 km, det klarer vi sgu, den sidste etape er jo med asfalt tilbage til byen'. Desværre havde mine knæ ikke haft specielt godt af pausen (ja, nok nærmere af de 200 forudgående km i Finnmarken) og gjorde nu meget ondt. Da etapen efter få km bød på 500 hm stigning var vi ret udfordrede, da mine knæ gjorde så ondt, at jeg næsten ikke kunne træde eller gå. Det er helt normalt, at rytterne får ondt og tager en masse smertestillende, koffein mv. undervejs. Det afholdt jeg mig fra, da jeg fra start havde besluttet, at jeg gerne ville kunne mærke, hvordan jeg havde det undervejs. Oven i elendigheden begyndte det også at regne, men så fik vi da glæde af det regntøj, vi havde slæbt med os i 200 km. Løsningen blev en cykelslange bundet i Henriks taske, som jeg kunne holde i og kun træde så meget, som knæene tillod. Sådan trak Henrik mig de næste 20 km, hvor det lykkedes os at overhale et andet hold, der trak op ad, hvilket udløste klapsalver til Henrik.Den lange rejse tilbage
Ved næste checkpunkt, Suolovuombi, blev vi mødt af opmuntrende frivillige, der mente, at nu var det bare en 5-6 timer til Alta. Det holdt ikke stik. Terrænet blev igen en prøvelse, først med mange mudderhuller og krappe stigninger, som mine knæ ikke kunne klare, og derefter 'bare' meget myr. Vi måtte af og på cyklerne 100 gange, og bevægede os i gennemsnit med ca. 4 km i timen. Det var nu Henriks tur til at miste modet, og irritationen over terrænet steg. Vi vidste, at vi havde ca. 700 højdemeter, vi skulle smide, så det måtte begynde at gå nedad på et tidspunkt. Efter hvad der føltes som evigheder, kunne vi pludselig i disen skimte en skikkelse og høre en radio. Og midt ude i Finnmarken ved Beskades stod der pludselig fire norske tilskuere kl. 2 om natten og heppede. Kort efter mødte vi en velsignet grusvej og de første rensdyr, vi så på turen. Og så gik det ellers nedad til næstsidste checkpunkt. Turen tilbage til Alta blev hårdere end forventet, selv om vi kendte ruten. Vi var brugt og færdige, havde ondt i røven efter over et døgn i sadlen, og begyndte at skulle tisse konstant. Vi var helt enige om at glædes over, at det kun var 300 og ikke 700 km, vi skulle gennemføre. Den allersidste bakke måtte Henrik trække begge cykler op, og det gik usandsynligt langsomt.Jeg fældede en lille tåre da vi - næsten som de sidste - kørte over målstregen kl. 5.52 lørdag morgen. Mest fordi det trods alt var gået så godt. Vi sluttede nr. 11 i mixklassen 13 timer efter vinderne, og nr. 35 samlet. Vi var suverænt det hold, der holdt længst pauser, 7 timer og 9 minutter i alt.
Det var skønt at komme tilbage til Gakori-skolen og blive modtaget af Maria med spejlæg og bacon og et varmt bad. Jeg gik ud som et lys før jeg var kommet ordentligt i soveposen. Om aftenen var der afslutningsfest - en rigtig hyggelig anledning til at dele sine oplevelser med andre ryttere.
No comments:
Post a Comment